Faxe's historie

 

En dag i februar 2008, sad jeg hos min veninde, Anne-Mette og drak kaffe. Pludselig sagde hun: "Jeg tror jeg har fundet en hest til dig". Hun havde kørt nogle heste ud på en ejendom for en bekendt, og derude stod en hest i en ret sølle forfatning. Ejeren var flyttet, han kom ikke på fold, eller på anden måde ud af stalden, og foder var vist ret tilfældigt. "Men", sagde Anne-Mette, "Der er noget over ham, du skal tage ud og se ham".

Næste dag tog vi ud og kiggede. Robert, min eksmand og ungernes far var ellers overbevist om, at vi ikke skulle have hest nu, men vi kunne da godt tage ud og se.
Vi kom ind i stalden, og der stod han. I en lille boks med spaltegulv, og ikke et strå at ligge i eller tygge på. Han var totalt mølædt, vi troede det var lus, men dyrlægen sagde senere, at det var svamp.
 Men han så glad ud, kiggede nysgerrigt på os. Ingen tvivl om, at han ikke var blevet knækket. Men hvor var han dog mager!


Vi trak ham ud af stalden (på eget ansvar, han havde ikke været udenfor i 4 måneder), men det tog han ganske roligt. Vi kunne uden besvær løfte alle 4 alt for lange hove, og i det hele taget var han nem at have med at gøre.
På vejen hjem, blev vi enige om, at vi måtte købe ham, og næste dag fik vi en aftale med ejeren om pris, og allerede samme eftermiddag hentede vi ham. Hans navn var da "Herkules", men det er nu lavet om til "Faxe".

 

Faxe er en blanding af islænder og fjordhest, fik vi at vide. Ligner dog islænder mest, og noget tyder på, at han også kan tölte, så det er jo ikke så ringe endda. Han er faldet godt til herude, er blevet kastreret, og vil rigtig gerne ud at ride. Er nu lukket sammen med shetlænderne, og det gå udemærket. Ingen tvivl om, at de små "madammer" bestemmer.

Selvfølgelig er det et stort arbejde, at rette sådan en hest op. Men han er god. Og reagerer rigtig godt på "Monty Roberts" metoder. Så med tiden får jeg en rigtig dejlig hest ud af ham, ingen tvivl om det.

Og nu, i slutningen af september, ser han så sådan ud:

 

 

 

Hjem